Grampians 38 C og MacKenzie falls

Efter en god nattesøvn i en rigtig seng, så var vi parat til at bestige bjergene og krydse floderne. Vi startede med at besøge Brambuk visitor center, hvor vi fik et overblik over hvilke tracks, der var åbne  samt deres sværhedsgrad. 

Det var 38 grader varmt og ingen vind, så turen gik til et større vandfald "MacKenzie falls". Det var en mindre gåtur på ca. 1 time retur.

Joav og Morten ved bunden af MacKenzie falls

Da vi kom ned til bunden af vandfaldet var det bare for fristende at smide sko og sokker, så fødderne kom meget hurtigt i vandet og det var bare dejligt afkølende med en enestående udsigt til vandfaldet.

Aida, Catharina og Jonathan, der nyder det lune brusende og forfriskende vand

Bestigningen af de 110 meter, som var højdeforskellen fra bunden af vandfaldet til parkeringspladsen blev belønnet med nogle kolde forfriskninger i skyggen.

Her "skød" vi dagens dyrebillede, den australske kookobara.

Herefter gik turen til "the balconies", der er en klippeformation med et kæmpeudhæng med udsigt over en stor del af Grampians og Wartook lake.

Morten kunne ikke stå for denne mærkelige sten, og det foregik selvfølgelig i spring på tilbageturen.

Tilbage i huset havde vi glemt at tænde for airconditionen, så der var temmelig varmt. Vi kunne først sende børnene i husets spa kl.20 om aftenen, da de bare ville have været våde af sved med det samme igen. Heldigvis havde de lovet en køligere dag med kun 26 grader næste dag! Om aftenen så vi "gøg og gokke" til stor morskab især for børnene, da de ikke havde stiftet bekendtskab med disse 2 herlige fyre før.

We are on the road again

Det var store skiftedag. Vores eventyr i autocamperen var forbi for denne gang, men vi vender frygteligt tilbage på New Zealand. Her får vi samme type autocamper i 33 dage, og efter sigende (vi mødte nogle new zealændere på turen), så ville den længste distance fra en attraktion til en ny højst ligge på 2-3 timer. Vi kørte autocamperen til lufthavnen, hvor Morten og Jonathan skulle cruise rundt/ holde imens Catharina og jeg skaffede os et nyt køretøj. Vi blev opgradet til denne lækre Ferrari..

Ved nærmere eftertanke måtte vi bytte bilen, for der var ikke lige plads til børn og bagage!

Det var en lækker fornemmelse at sidde i en rigtig bil igen, og kilometerne fløj bare afsted. På ingen tid havde vi kørt 100 km, og stoppede i Ballarat for at proviantere og spise frokost. Jeg introducerede familien til "pizzahut", der svare til mcDonald bare med fri pizza-, salat- og dessertbar + uendelig opfyldning af drikkevare. Det var bare toppen ifølge børnene, og det blev da også til 2 gange dessert for Jonathan (1 dessert = 3 kugler is, et stykke brownie og diverse toppings).

Vi har den mørkeblå "subaru forrester" med en masse ekstra udstyr

Turen fortsatte til vores destination - Grampians, hvor vi havde lejet et hus til 8 personer, som vi delte med  Joav (farfar) og Aida. Morten havde meget svært ved at slæbe vores bagage ind fra bilen, da der var vilde dyr over det hele! En kænguru hoppede forbi ham, kakaduerne skrattede, et dådyr skulle også lige over vejen og så diverse papegøjer.

Fra vores køkkenvindue stod kængururerne og spiste. Da vi senere hængte vasketøj op (3-4 meter fra dem) kiggede de lidt op, kløede sig på ryggen og spiste videre. Kænguruerne forsatte med at observere os i de 10 minutter, vi var om at få alt vasketøjet op at hænge udenfor.

Great Ocean Road, del 3 - snoede veje

Det var igen blevet sent (kl.18), og vi var tilbage i Apollo Bay. Vi ringede til campingpladsen i Geelong, da receptionen lukkede kl.18. Vi havde jo stadigvæk 2,5 timers kørsel foran os, så ville det jo være lidt surt at komme frem og så ikke kunne komme ind på pladsen!

De sidste 150 km ad Great Ocean Road var utrolig smukke og ekstremt snoede. Børnene blev enige om at krigsvetranerne fra 1.verdenskrig måtte have været konstant beruset, for så snoet var vejen.

Ved bygningen af  Great Ocean Road havde man ikke drømt om, at det senere ville blive en meget befærdet vej for de mange turister, der kastede sig over denne smukke rute.

Undervejs så vi en del, der hangglidede over havet/vejen. Vi så også dette specielle hus, som må have en helt fantastisk udsigt.

Det var sidste aften i autocamperen, og den skulle pakkes sammen næste morgen, for vi skulle udskifte den med en personbil ved Melbourne lufthavn. Vi kunne godt se at vi var kommet til byen, for der var kommet naboer på campingpladsen. Køkkenet lukkede kl.22 på campingpladsen, så da vi stod der med potter, pander, tallerkener m.m. i buldrende mørke lidt over 22 følte vi os lidt dumme, når vi forsøgte at komme ind til køkkenet. Opvasken endte med at blive udsat til næste morgen. På de øvrige campingpladserne havde køkkenet ikke været aflåst på noget tidspunkt.

Tree-top-walking og "cold-regnskov"

Det havde været en hyggelig og afslappende dag. Vi havde egentlig ikke så travlt, for dagens køretur var på kun 164 km til Geelong ad Great Ocean Road. Vi havde snakket om at forsøge os igen med at komme til Otaway tree-top walking + zipgliding (du spændes fast med sikkerhedsudstyr og glider/ svinger dig så fra træ til træ i skoven via nogle wire).
Skyerne hang meget lavt ned over byen, så man ville nok ikke kunne se så meget fra oppe i trætoppene. Jeg spurgte receptionisten, om vi kunne vente med at tjekke ud kl.11 i stedet for kl.10. Det var ikke noget problem, og vi kom til at snakke om "tree-top-walking", som han mente var perfekt denne dag, da man rigtig ville kunne fornemme regnskoven. Stedet lå nemlig inde i en "cold-regnskov", der kun fandtes her, i Tasmanien og så i syd-Amerika.

Tilbage til autocamperen, hvor vi ændrede planerne igen, igen og valgte at lægge ekstra 120 km til dagens køretur for at komme til tree-top- walking i Otway nationalpark. Kun 4 km fra stedet blev vi stoppet med et skilt, der sagde at vejen var lukket mellem kl.11-13 pga. afstribning, så vi måtte holde i 30 minutter og vente på at vejen blev åbnet. Der var bare et eller andet med det sted og vejene dertil!

Vi startede med at køre ned til "triplet falls", der var en rundtur på 1 times tid i regnskoven. Vi blev virkelig bjergtaget af dette sted, da vi følte at vi gik inde i regnskovene i Sydamerika. Vi stoppede op et par gang og hørte på skovens mange lyde, lugtede til regnskoven og følte atmosfæren. Læg lige mærke til de velkendte bregner, vi normalt har i vores stuer. Bregnerne var blevet til træer.

Bregne set fra tree-top walking

Træerne var utrolig høje, over 50 meter og man havde svært ved at se toppen af træerne fra jorden. Der var kun lige lavet en mindre sti, som man kunne gå ad uden at forstyrre naturen yderlig.

Undervejs var der skilte, som fortalte om den store skovdrift, der blev drevet i 1800 på dette sted. Det var et farligt job, hvor man enten mistede livet eller et par lemmer (arme, ben m.m). Skovhuggerne lavede huller ind i træerne, hvor de placerede planker, så det danne en slags stige op i træet, når det skulle fældes.
Højdepunktet af turen var selvfølgelig vandfaldet, der faldt i tre etager (triplet). Vi ledte igen efter næbdyret Perry men uden held. Ifølge de aboriginal bringer det held at se et næbdyr, da de er sjældne.

Efter denne utrolige oplevelse tog vi tilbage til civilisationen - "tree-top-walking", der var fyldt med turister inkl. nogle japanere, der snakkede så højt at man ikke kunne høre fuglene synge. Jeg bedte dem, om at dæmpe sig, hvorpå de spurgte hvorfor?  "Because of the birds" svarede jeg. De blev stille i 5 minutter, og så var de løbet videre med deres kameraer.

Superb Fairy Wren

Det højeste punkt på tree-top-walkingen var 47 meter, og der var stadigvæk en del meter til træernes toppe. Det der næsten var mest imponerende var, hvordan det har kunne lade sig gøre at bygge dette anlæg. For regnskoven ved triplet falls var vi alle 4 enige om, var meget bedre end tree-top walking..

Prikkerne er Jonathan (blå), Catharina (pink) og Christina (lilla)

Der var også mulighed for zip-gliding på denne lokation, men vi var for sent ude til at komme med denne dag. Det må vi have til gode næste gang vi kommer på disse kanter. Vi var på en forhistorisk rundtur inde i regnskoven. Her skulle vi passe på dinosauerne,da de kunne finde på at bide!  Så her skulle børnene ihvertfald ikke have taget nogle billeder.

Forsmag på Hawaii i Apollo Bay

Vi var som sagt ankommet sent til Apollo Bay, men hvilken udsigt der var fra vores autocamper i dagslys - wow. Bølgerne kaldte på os, og stranden inviterede til en super løbetur for både Morten og jeg langs med vandkanten.

Vi revurderede tidsplanen og besluttede at blive i Apollo Bay hele dagen. Jeg ringede til Gale og Mary-Faith, der har et "sommerhus"/ skur i Apollo Bay. De inviterede straks på middag om aftenen. De var i Daylesford og skulle til Apollo Bay samme dag, men det ville først blive sent eftermiddag, for de havde 3 timers køretur foran sig.

Børnene havde ikke fået lavet lektier i lang tid, så det meste af formiddagen gik med at få indhentet de forskellige fag. Over middag forsøgte vi, at køre ud til Otway nationalpark af nogle meget lokale veje, der ikke var bredere end at vores autocamper kun lige kunne være på vejen. Heldigvis mødte vi ikke andre biler, men måtte vende om efter 20 min. kørsel, da et skilt sagde at vejen var lukket, og der kun var gennemkørsel for de lokale på grusvejen.

Tilbage i Apollo Bay igen måtte vi "nøjes" med det varme havvand på 23 C gode bølger + den opvarmede pool på campingpladsen. Børnene syntes, at det var rigtig sjovt at forsøge sig med at surfe på bølgerne. Når vi kommer til Hawaii, så vil Jonathan surfe på et bræt, hvor han står op - for hvor svært kan det lige være!

Det blev aften, og vi blev ringet op via facetime, der har vist sig at være rigtig nyttig her i Australien. Vi har ikke noget lokalt simkort til vores telefoner, da facetime er bedre end skype rent lydmæssigt, og en del af familien + bekendte har iphones/ipads. Så bare ring til os på facetime, men helst om formiddagen, da vi jo er 10 timer foran.

Vi fik instruktioner, hvor Mary-Faith ville stå ude ved vejen. For autcamperen skulle parkeres bag nogle buske, hvorefter der var 5-10 min gang ned til deres skur/sommerhus.

Det var en utrolig hyggelig aften med "bluefish" + frisk blæksprutte, der blev grillet og var utrolig lækkert, så det smeltede på tungen. Børnene legede med de 3 hunde og lavede tegniner på ipaden (programmet paper).

Skuret lå utrolig smukt, ingen naboer, stjerneklar himmel, eneste lyd var når fårerne kom op fra vandet og skulle sove  ved solnedgang. Det var bare paradis, og her kunne både Morten og jeg sagtens se os selv blive gamle (bare rolig familie, vi har ikke købt nogen grund eller lignende).

Stop det er politiet - Great Ocean Road, del 2

Da vi ankom til de "12 apostle" mødtes vi af dette skilt. Australierne siger, at det er et "slangeår", da det har været en mild vinter. Derfor er mange af slangernes æg blevet klægget. Børnene er blevet instrueret i at stå helt stille, hvis de ser en slange glide forbi, men det gør vi nok ikke, for børnene larmer, som et helt elefantkorps, der er ude og marchere med sang til.

Det er lige før at der er gået sport i det med at finde nye australske dyr hver dag. Nu kunne vi få et billede af en "echidna" - slags pindsvin, som vi mødte et par gange på vejen på Kangaroo Island. Her var det dog i bil, og vi havde mere travlt med at undvige end at fotografere den.

De "12 apostle" er egentlig kun 10, da nogle af dem er styrtet i havet og andre er ved at blive dannet.

Vi tog os tid til at gå ned ad de mange trapper ved "Gibson steps", hvor bølgerne var enorme og havets brusen helt paralyserende.

Det var igen blevet sent (læs mørkt) og vi kørte stadigvæk, men nu ad nogle meget snoede veje igennem Otway nationalpark, så farten kom helt ned på 40 km/t for at komme sikkert frem. Jubiie, så ankom vi til Apollo Bay, men hvad var nu det. Blå blink på en øde gågade søndag aften kl.21.30. Ja det var såmænd den lokale politibetjent, der var ude for at tjekke kørekort og spirituskørsel, så Morten måtte lige puste en gang.  Jeg fik desværre ikke taget noget billede af denne pudsige episode, da vi alle inkl. politibetjenten syntes, at situationen var lidt komisk, især da vi fortalte at Morten aldrig var blevet stoppet før i Danmark.

Great Ocean Road - del 1

Så var det blevet tid til at lette anker og komme ud for at se nogle af de mange højdepunkter, som Great Ocean gemte på. Internet forbindelsen forsvandt desværre, da vi forlod Warnabool, da der var knas med telefonlinierne helt til Apollo Bay ca. 200 km længere nede af kysten.

Vi var dårligt nok startet før det første skilt viste ind til et udsigtspunkt. Det måtte vi selvfølgelig se. Det var en grotte (the grotta), men oppefra parkeringspladsen synede den ikke af noget specielt, og flere biler kørte da også forbi. Men det var virkelig et unikt lille sted, som de gik glip af.

Lidt længere henne ad vejen, der blev det tid til at få luftet fusserne i det dejlige bløde sand. Der lå en del tang, som var skylle op på stranden. Tanget var nok 1 cm tykt og 6-8 meter langt, når man rørte ved det føltes det som pladegummi, der anvendes i fremstillingen af kapsler til insulinpenne

De har nogle virkelig seriøse myre hernede, som er på størrelse med en voksens negl. Disse myre kan bide/ stikke ligesom myg.

Så blev det endelig tid til at se, hvor skibet Loch Ard forliste + hvor Tom og Eva overnattede i en bugt efter nogle dramatiske timer på havet.

Der var sågar et film/fotohold fra Indien med en fotomodel i en meget tynd kjole, som frøs til den store guldmedalje. Det blæste nemlig meget og vi andre havde vindtætte jakker på. Det var ikke det store smil, der kom frem på hendes læber, da hun i høje hæle skulle kravle ud over hegnet og ud på klipperne, men man må vel lide for skønheden!

Vi så selvfølge "London Bridge", der havde været en sammensat klippe, men broen styrtede i havet i 1990 og efterlod 2 turister ude på halvøen. Turisterne blev reddet via en helikopter nogle timer senere.

Historien bag Warnabool og alle skibsvragene

Museumet  "Flagstaff Hill" i Warnabool er egentlig, der hvor hele historien omkring "Great Ocean Road" starter. Great Ocean Road er 300 km lang og strækker sig fra Torquay til Warnabool.
Tilbage i 1800 var Warnabool den største anløbshavn for rejsende, der sejlede fra England/Irland til Australien for at starte et nyt liv. Denne rejse tog i snit 90 dage og var en temmelig barsk tur, da skibene sejlede ned til Antarktis for at fange den gode vind, der kunne blæse skibet op til Australien.

Bådebyggeren og sejlmageren delte butik i Flagstaff Hill

Vi mødte en frivillig ældre herre på museumet, som glædeligt fortalte os nogle af de mange historier fra de 164 kendte skibsvrag, der lå udfra kysten langs med Great Ocean Road. Resume af historierne:

En kaptajn med øgenavnet "bull - tyren" havde rekorden i at sejle fra England til Australien på kun 68 dage. Besætningen frygtede ham, da han var en hård kaptajn. På en af hans ture havde han fået et splinternyt skib. Turen tog længere tid end normalt, da kaptajnen var blevet forelsket i en af de kvindelige passagere. Besætningen havde fået ordre på at holde en kurs, der viste sig at føre lige ind i klipperne ved Warnabool. Kasptajnen var i sin kahyt og havde givet ordre, om at han ikke ville forstyrres. Besætningen var så bange for ham, at de valgte at sejle skibet ind i klipperne i stedet for at møde kaptajnens vrede. Skibet forliste og alle overlevede. Kaptajnen blev ikke gift med sin elskerinde.

Et andet skib forliste med 406 kvindelige straffefanger, men det var egentlig ikke så slemt for det var jo bare straffefanger! Nej det der var værre var forliset af Lorch Ard i 1878, så vi må lige forbi kroen før I får den historie.

Lorch Ard var sejlet fra England, og efter 90 dage på vandet kunne de endelig se land. Om aftenen blev, der holdt en fest, da de ville anløbe havnen næste morgen. Da alle havde lagt sig til køjs blev det tåget og sigtbarheden meget dårligt samtidig med det blæste op. Der var 54 ombord på skibet og kun 2 overlevede (Eva og Tom). Eva var en af de finere passagere og kunne ikke svømme, hun klamrede sig til en planke fra skibet. Tom var et besætningsmedlem og var faktisk kommet i land efter at have kæmpet mod bølgerne i nogle timer. Han hørte Eva råbe om hjælp, og sprang i vandet igen. Efter endnu en time i vandet kom de begge op på land. Næste morgen måtte han kravle op af nogle høje klipper for at hente hjælp til at få Eva ud af bugten. Kun 4 af de 52 lig skyllede på land, hvoraf de 2 var Evas søster og mor. Noget af vraggodset er sågar fundet helt over på New Zealand, men en stor porcelænspåfugl på 1,5 skylllede ind på land i et stykke, da den har været opbevaret i kaptajnens hytte. Eva rejste tilbage til Irland med sin mors guldur, som hun gav til sin mand. Dette ur er gået i arv i familien, indtil det for kun 1 år siden endte på museumet i Flagstaff Hill. Ejeren ville ikke give uret videre til sine børn, da han var den sidste der rent faktisk kunne huske Eva i live. 2 dage før uret blev solgt for 120.000 Dkr. til museumet døde manden.

I byen var vi på skattejagt, hvor vi kom rundt til de mange forskellige huse, og derved fik set lidt nærmere på tingene end normalt, da vi skulle finde det næste spor for at komme videre. Denne gås fulgtes med os hele vejen rundt, da den kunne høre at vi havde fået poser med fuglefoder.

Blue Lake og kaktusser ved Mount Gambier

Mount Gambier er en rimelig stor by, som ligger godt når man køre fra Melbourne til Adelaide, der er egentlig ikke så meget at se udover fodring af possumerne og så selvfølge "the blue lake". Denne lever virkelig op til sit navn, den er coboltblå, og et mysterie for forskerne hvordan den kan være så blå. Om vinteren er den faktisk grå og i november skifter den farve til cobolt blå på ca. 3 dage, så vi var rigtig heldige, at den havde fået skiftet farve til blå.

Det var ikke muligt at gå ned til søen, uden at det var på en guidet tur, så nød bare udsigten fra en af de mange udsigtspunkter, der lå temmelig højt oppe. Den blå sø er en udslukt ung vulkan, der sidst var i udbrud for ca. 4.500 år siden, så Jonathan var lidt nervøs for om vulkanen skulle gå i udbrud. Vandet i den blå sø er vandforsyningen til hele byen Mount Gambier. Søen var mellem 70-200m dyb.

Disse kaktusser stod på toppen af søen, og børnene fik taget mod til sig lige at røre dem forsigtigt.

På vej videre til Warnabool (mod Melbourne), måtte vi lige forbi sinkhullet igen, og se om possumerne sov, hvilket de gjorde. Morten var vildt imponeret over de 2 palmer, der stod i bunden af sinkhullet og ragede ud over toppen af kanten, så de skulle selvfølgelig fotograferes. De var bare høje.

Vi fik til gengæld opklaret, hvad det var for nogle sorte klatter, der havde siddet på kratervæggen aftenen før. Det var bier i hobevis, så bien blev til dagen dyr! 

Om aftenen da vi ankom til Warnabool, så tog vi ud og spite pizza. På en hyggelig restaurant, hvor børnene fik en kagerulle + stykke pizzadej hver, som de kunne lege med indtil de rigtige pizzaer kom.. Pizzaerne var supergode og bagt i en stenovn. Prisen var tilsvarende god 100 AUD  svarende til 600 Dkr for bare 4 pizzaer inkl. sodavand. 

Mount Gambier - fordring af possums

Det var en relativ kort (under 200 km) køretur til Mount Gambier. Antallet af store imponerende lastbiler var reduceret markant samtidig med at temperaturen steg til +30 grader (læg mærke til at Morten har smøget sine bukser op, for senere at skifte til shorts og klip-klapper). Vi andre var ved at omkomme i varmen.

Vi havde ikke fået vasket tøj siden starten på køreturen i autocamperen, så det blev tid til at få vasket noget tøj. Da jeg skulle veksle mønter til vaskemaskinerne, mente de 2 mandlige receptionister ikke at det var nødvendigt at vaske tøjet, for vi måtte da gerne rende rundt uden tøj på campingpladsen :) Den svage brise kombineret med de mange plusgrader gjorde, at tøjet næsten var tørt allerede efter 2 timer på et tørrestativ.
Om aftenen skulle vi ud i et "sinkhul", der er dannet af en sø, som er braset igennem jorden og herved lavet til et krater. I gamle dage havde man lavet en planteskole nede i sinkhullet.

Billedet er taget ved vores ankomst til sinkhullet og i løbet af 15 min var det bare blevet mørkt!

Vi havde medbragt noget brød og frugt, så vi kunne fodre de mange "possums", der kom frem ved tusmørket. Vi var dårlig nok kommet ned ad trappen, da vi var ved at træde den første possum over potterne, da den var under trappen. Her var bælgravende mørkt, men vi havde heldigvis medbragt en lommelygte, så vi kunne lyse ind i de mange porøse huller, der var i sinkhullet (50% af sinkhullet var hult). I disse huller/gange boede de mange possums. Det var som, om de havde hver deres territorium, da en ældre han blev ved med at hvæse højlydt, når en mor med sin unge forsøgt at komme ind i nogle specielle gange.