Historien bag Warnabool og alle skibsvragene

Museumet  "Flagstaff Hill" i Warnabool er egentlig, der hvor hele historien omkring "Great Ocean Road" starter. Great Ocean Road er 300 km lang og strækker sig fra Torquay til Warnabool.
Tilbage i 1800 var Warnabool den største anløbshavn for rejsende, der sejlede fra England/Irland til Australien for at starte et nyt liv. Denne rejse tog i snit 90 dage og var en temmelig barsk tur, da skibene sejlede ned til Antarktis for at fange den gode vind, der kunne blæse skibet op til Australien.

Bådebyggeren og sejlmageren delte butik i Flagstaff Hill

Vi mødte en frivillig ældre herre på museumet, som glædeligt fortalte os nogle af de mange historier fra de 164 kendte skibsvrag, der lå udfra kysten langs med Great Ocean Road. Resume af historierne:

En kaptajn med øgenavnet "bull - tyren" havde rekorden i at sejle fra England til Australien på kun 68 dage. Besætningen frygtede ham, da han var en hård kaptajn. På en af hans ture havde han fået et splinternyt skib. Turen tog længere tid end normalt, da kaptajnen var blevet forelsket i en af de kvindelige passagere. Besætningen havde fået ordre på at holde en kurs, der viste sig at føre lige ind i klipperne ved Warnabool. Kasptajnen var i sin kahyt og havde givet ordre, om at han ikke ville forstyrres. Besætningen var så bange for ham, at de valgte at sejle skibet ind i klipperne i stedet for at møde kaptajnens vrede. Skibet forliste og alle overlevede. Kaptajnen blev ikke gift med sin elskerinde.

Et andet skib forliste med 406 kvindelige straffefanger, men det var egentlig ikke så slemt for det var jo bare straffefanger! Nej det der var værre var forliset af Lorch Ard i 1878, så vi må lige forbi kroen før I får den historie.

Lorch Ard var sejlet fra England, og efter 90 dage på vandet kunne de endelig se land. Om aftenen blev, der holdt en fest, da de ville anløbe havnen næste morgen. Da alle havde lagt sig til køjs blev det tåget og sigtbarheden meget dårligt samtidig med det blæste op. Der var 54 ombord på skibet og kun 2 overlevede (Eva og Tom). Eva var en af de finere passagere og kunne ikke svømme, hun klamrede sig til en planke fra skibet. Tom var et besætningsmedlem og var faktisk kommet i land efter at have kæmpet mod bølgerne i nogle timer. Han hørte Eva råbe om hjælp, og sprang i vandet igen. Efter endnu en time i vandet kom de begge op på land. Næste morgen måtte han kravle op af nogle høje klipper for at hente hjælp til at få Eva ud af bugten. Kun 4 af de 52 lig skyllede på land, hvoraf de 2 var Evas søster og mor. Noget af vraggodset er sågar fundet helt over på New Zealand, men en stor porcelænspåfugl på 1,5 skylllede ind på land i et stykke, da den har været opbevaret i kaptajnens hytte. Eva rejste tilbage til Irland med sin mors guldur, som hun gav til sin mand. Dette ur er gået i arv i familien, indtil det for kun 1 år siden endte på museumet i Flagstaff Hill. Ejeren ville ikke give uret videre til sine børn, da han var den sidste der rent faktisk kunne huske Eva i live. 2 dage før uret blev solgt for 120.000 Dkr. til museumet døde manden.

I byen var vi på skattejagt, hvor vi kom rundt til de mange forskellige huse, og derved fik set lidt nærmere på tingene end normalt, da vi skulle finde det næste spor for at komme videre. Denne gås fulgtes med os hele vejen rundt, da den kunne høre at vi havde fået poser med fuglefoder.