tirsdag den 27. november 2012

Mount Gambier - fordring af possums

Det var en relativ kort (under 200 km) køretur til Mount Gambier. Antallet af store imponerende lastbiler var reduceret markant samtidig med at temperaturen steg til +30 grader (læg mærke til at Morten har smøget sine bukser op, for senere at skifte til shorts og klip-klapper). Vi andre var ved at omkomme i varmen.
Vi havde ikke fået vasket tøj siden starten på køreturen i autocamperen, så det blev tid til at få vasket noget tøj. Da jeg skulle veksle mønter til vaskemaskinerne, mente de 2 mandlige receptionister ikke at det var nødvendigt at vaske tøjet, for vi måtte da gerne rende rundt uden tøj på campingpladsen :) Den svage brise kombineret med de mange plusgrader gjorde, at tøjet næsten var tørt allerede efter 2 timer på et tørrestativ.
Om aftenen skulle vi ud i et "sinkhul", der er dannet af en sø, som er braset igennem jorden og herved lavet til et krater. I gamle dage havde man lavet en planteskole nede i sinkhullet.
Billedet er taget ved vores ankomst til sinkhullet og i løbet af 15 min var det bare blevet mørkt!
Vi havde medbragt noget brød og frugt, så vi kunne fodre de mange "possums", der kom frem ved tusmørket. Vi var dårlig nok kommet ned ad trappen, da vi var ved at træde den første possum over potterne, da den var under trappen. Her var bælgravende mørkt, men vi havde heldigvis medbragt en lommelygte, så vi kunne lyse ind i de mange porøse huller, der var i sinkhullet (50% af sinkhullet var hult). I disse huller/gange boede de mange possums. Det var som, om de havde hver deres territorium, da en ældre han blev ved med at hvæse højlydt, når en mor med sin unge forsøgt at komme ind i nogle specielle gange.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar