Dagen før havde Catharina tabt en tand. Børnene havde udtænkt en snedig plan på, hvordan de kunne blive millionærer! De gange hvor tandfeen havde glemt dem i Danmark, havde hun nemlig betalt 20 kr i stedet for 10 kr. Tanden blev pakket ind i sølvfolie og placeret inde i selve pudebetrækket længst væk fra åbningen. Men ak tandfeen er ikke en man kan løbe om hjørner med, for næste morgen lå der 2 AUD i pudebetrækket. Først var Catharina skuffet for kun 2 kr! Det var jo en dårlig forretning indtil det gik op for hende, at hun rent faktisk havde tjent 12 kr.
Dagens program gik til "Mount Hollow" i det nordlige Grampians. Vi kunne tage den normale asfalterede og snoede vej sammen med alle de andre biler eller endnu bedre "dirtroad" - vej bestående af jord og sand. Nu havde vi en saburu outback, og det var tid til at teste, om den kunne leve op til sit navn!
Vi havde dårlig nok kørt 2 km på vejen før vi måtte stoppe for en kænguru, der sad i vejkanten og måske ville hoppe over vejen. Kænguruen valgte bushen og vi fortsatte endnu 4 km, hvor vi igen måtte stoppe. Denne gang var det en emu-mor med sine 5-6 unger, der var ved at passere vejen. Normalt har jeg kameraet liggende hos mig, men vi havde pakket bilen med alle vores ting, da vi senere skulle til Daylesford. Så inden vi havde fået stoppet bilen og hentet kameraet i bagagerummet, ja så var den lille strudsefamilie igen kamufleret i bushen.
Efter 37 km "dirtroad" med 70 km/t pga. vores gode bil nåede vi frem til "Mount Hollow". Tro det eller ej, men vi overhalede faktisk en "stakkels" personbil, der havde vovet sig ud på denne vej, og sneg sig frem med 30 km/t. Senere valgte vi at køre på 3 km "dirtroad" fremfor 10 km asfalteret vej, det var jo ligesom at være på glatføre kursus, sagde Morten, og bilen var jo helt ny (9.000 km).
Selve turen op til "Mount Hollow" var noget af en klatretur, og vi måtte flere gange ned på "rumpeten" for at komme op/ned. På vejen ned ad bjerget mødte vi en, som kendte familien og bageriet i Daylesford, ja verden er lille!
På bjerget så vi nogle der var igang med at klatre op ad de lodrette vægge, en der sad med en helt fabelagtig udsigt og læste en bog på sin ipad samt en, der var på vej op med sin paraglider på ryggen for vejret var virkelig suverænt til paragliding (kæmpedrage, hvor manden hænger nedenunder og styre).
Efter testen på "mount Hollow", hvor vi fandt ud af at Catharina og Morten var tæt beslægtet med bjerggederne, og Jonathan + undertegnet nok hørte til albatrosserne (disse fugle har svært ved at lette/lande, men er utrolige flyvere når de først kommer igang), tog vi til et "shelter - klippehule". Her havde aboriginals lavet hulemalerier. Farverne var fra æggehvider, jord og okker, hvor børn på 8-12 år havde malet i hulens loft med deres fingre. Disse shelter var samlingssteder for aboriginals, hvor man var i ly for vejret over de kolde og stormfulde vintre, fortalte historier og sang. Det havde de gjort de sidste 40.000 år indtil europæerne kom til Australien.
Europæerne havde som så ofte før ment at de var overlegne, og vidste mere om landbrug, religion, børneopdragelse m.m. Man sendte ovenikøbet politiet ud for at fjerne børnene fra the aboriginals. Det var for børnenes eget bedste, så de kunne blive opdraget i et kristent hjem. Derfor lever der idag mange aboriginals, som ikke kender deres forældre.
Hvis de aboriginals passerede en mark kunne de risikere at komme i fængslet, da de havde betrådt privat ejendom. Havde de hvide lyst til at skyde the aboriginal også uden grund, ja så gjorde man bare det. Børnene lyttede desorienteret til alle disse uhyrligheder, som europæerne/ de hvide havde gjort. Da det gik op for Jonathan, at vi faktisk var de hvide, så kunne vi se at hans hoved arbejde på højtryk og var ved at eksplodere, for han var da ikke ond.
På vej tilbage til Daylesford drejede vi ind forbi "best western winery". Det viste sig, at være et af de ældeste vinbryggerier (startede i 1860) i Australien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar