polynesisk kulturcenter - del 3, Hawaii + Samoa

Så var det blevet tid til at blive præsenteret for Hawaii og deres dans, som fortalte en historie igennem de bevægelser de gjorde med hænder og fødderne. De anvendte også en del forskellige instrumenter til at udtrykke sig med. Det havde intet at gøre med den huladans, som vi kender idag. 

Vores guide var fra Samoa, og havde hele dagen glædet sig til at fremvise lige netop denne kultur. På Samoa er det mændene, der jæger, laver mad, holder hus m.m. afhængig af hvad kvinden har skrevet på listen at de skal lave. Her er der ikke brug for at gå på arbejdet og tjene penge, da de er selvforsynende fra naturens side, dog har det ændret sig i den senere tid, da de har fået vaskemaskiner, som kræver strøm og det koster jo penge, så mændene er gået på arbejdet og de gamle mønstre er ved at ændre sig til de vestlige mønstre.

Demonstration af hvordan man hurtigt kunne lave ild uden moderne hjælpemidler. Kun et par pinde og en tørret kokosnød.

Det tog 90 dage at blive uddannet i at klatre efter kokosnødder. Eleverne skulle afslutte med at springe fra et træ til et andet. Nu havde de desværre kun denne elev tilbage, der nægtede at springe fra træ til træ. Igen var det hele lavet meget humoristisk. Han var utrolig hurtigt til lige at klatre de 20 meter op i træet uden sikkerhedsline eller andet.

Der var en show med en mand, der vist nok havde set lidt for meget "Rambo". Han hev Jonathan op på scenen for at hjælpe ham. Han havde regnet med at Jonathan var en lille dreng, men var forbavset over hvor stor han var, for Jonathan gik denne mand til skuldrene. Jonathan svarede fint, at han kom fra Danmark og hed Jonathan, men så kom det næste spørgsmål "om Jonathan ville drikke en skål sammen med ham". Her gik det galt, for Jonathan havde ikke den ringeste ide, om hvad manden sagde. Jeg fik oversat til Jonathan fra tilskuerpladserne (der var nok 150 stk, som så showet). Jonathan skulle drikke lidt af kokosmælken, men han drak det hele og afleverede kokosskallen tilbage til manden og gik ned fra scenen uden at sige noget. 

Det skal lige tilføjes, at på dette tidspunkt var vi alle færdige af grin pga. den mimik Jonathan udstrålede og manden, der forgæves forsøgte at få Jonathan til at gøre nogle ting. Vi fik jaget Jonathan tilbage til scenen igen, så de kunne give hinanden håndslag og på gensyn. Vi fik desværre kun taget et enkelt billede, da vi var flade af grin og ikke kunne koncentrere os om at tage billeder eller filme. Der sad nogle amerikanere bag os, som sagde at Jonathan var meget modig at stille sig op på scenen, når han nu ikke forstod sproget. Jonathan syntes, at kokosmælken var lækker, men kunne ikke forstå hvorfor alle tilskuerne sad og grinte så meget, for der var da ikke noget morsomt i at han drak kokosmælk!

Efter denne oplevelse nåede vi lige forbi New Zealand ganske kort, men det var intet i forhold til de ting vi havde oplevet på selve New Zealand for kun nogle uger siden. 

Om aftenen så vi et flot "Luau" show, som er dans og sang på polynesisk. Vi nåede lige at komme ud og se en af mormonernes stolte kirker, som var bygget i nærheden af det polynesiske center.

polynesisk kulturcenter - del 2, Fiji + Tahiti

Vi startede med at besøge Fiji, hvor vi spillede med bambusrør. Det blev faktisk til nogle ret gode rytmer, hvis vi selv skal sige det, så svingede det. 

Man kunne altid se, hvor hvilket hus høvdingen boede i på Fiji. Det var det højeste hus i landsbyen. Huset havde 4 døre, så det gjaldt om at vælge den rigtige dør (afhængig af rang), når man gik ind i huset ellers så kunne det koste en livet. Høvdingen sov på en kæmpe seng, der var lavet af mere end 1000 tynde tæpper, som var lagt ovenpå hinanden. Selvom høvdingen havde flere koner (jo flere koner des mægtigere høvding), så skulle de sove på gulvet for ingen måtte ligge højere end høvdingen. 

Den gang havde de ikke nogle bløde materialer, så når man havde en hovedpude bestod valget mellem en sten eller lidt meret behageligt en lang træstamme. I kan se høvdingens hovedpude er temmelig avanceret, da den er skåret ud. Ved siden af sengen stod der våben til nærkamp, da de gerne ville slås som mænd, og ikke anvende f.eks. spyd eller pile til at ramme fjenden på lang afstand. For at holde fred eller blive beskyttet af de høvdinger med mange krigere, så giftede man sine døtre væk til disse mægtige høvdinger, der så til gengæld ville beskytte ens landsby.

Næste ø var Tahiti, hvor vi blev introduceret for et show med ordentlige bongotrommer. Her lærte vi også at danse den berømte hula-dans både mænd og damer. 

Alle tror at hula-dansen med bastskørter er traditionel for Hawaii, men den stammer egentlig fra Tahiti, da det var disse folk, der rejste ud til at de andre polynesiske øer. Oprindeligt var det kun mændene/ krigerne som dansede, da de bad til krigs- og jagtguderne om hjælp til at overleve/ fange dyr. Det er først senere, at kvinderne begyndte at danse hula for opvisningens skyld. 

Her blev det også demonstreret, hvordan specielle bukse/rør blev omdannet til en slags tyndt fint stof, der dog ikke kunne tåle regn. Det var som det fineste papir, men også utrolig tidskrævende at lave.

Kanalen, der løb mellem de mange forskellige øer blev fyldt med kanoer, hvorpå de forskellige øer/egne blev repræsenteret med hver deres forskellige typer dans i nationaldragter. 

Disse repræsenterede Fiji

Fyrerne fra Samoa fik vippet kanoen så meget, at deres roer faldt i vandet til stor morskab for os alle inklusiv dem selv. Det var vist ikke lige hverdagskoste!

25.jan - polynesisk kulturcenter - del 1

Man kan jo ikke komme til et land uden at høre om landet baggrund, så derfor tog vi op til den nordlige del af øen for at besøge det polynesiske kulturcenter. Køreturen var på 1,25 time, men var utrolig underholdende, da vi havde en guide med, der fortalte det ene og andet om øen på nogle sjove måder. Han startede blandt andet med at sige, at vi skulle blive siddende i bussen ved Pearl Harbour imens han gik ind og hentede billetterne. Der sad nogle amerikanske damer bag os, som straks råbte op, at de skulle til det polynesiske center. Guiden undskyldte med et glimt i øjet og sagde, at det var hans prorgram for den næste dag.

Vores humoristiske guide, der kom fra Samoa, og som havde været studerende på universitet ved det polynesiske center

På køreturen blev der udpeget flere berømte steder f.eks. hvor Barack Obama havde gået i skole og var blevet født. Præsidenten havde lige været på ferie for nogle uger siden, og så blev hele øen lukket. For når præsidenten skulle i et shoppingcenter med sin kone for at købe sko, så lukkede man centeret i de 3 timer, de var der. Folkene på øen var stolte af Obama, men det var irriterende, når han var tilbage på ferie, for så tjente de ikke på turisterne, der hvor han valgte at være.

Der er 2 teorier om hvor menneskerne fra polynesien kommer fra. Asien, hvilket passer med deres sprog og DNA, men dem fra polynesien er for store i forhold til folkene fra Asien. Den anden teori er at folkene stammer fra Nordamerika, da de fysisk er samme størrelse og bærer fjer ligesom indianerne.

Der er optaget rigtig mange film på Hawaii, da naturen her er helt fantasitisk, men også fordi det stadigvæk er i USA og sikkerheden er i orden. "Pirates of Caribbean", "lost", "Jurrasic park", "Karate kid i Japan" og mange flere er optaget her. Det havde guiden selvfølgelig også en del jokes til bla. hvordan kunne de være "lost" i 70 dage inde i en lille dal, når det kun var 1 km fra en  hovedvej! Japan var rykket utrolig tæt på USA, for ifølge filmen så var den lille ø ude i havet langs med kysten mister Miyakis fødeø!

For 100 år siden var folk strømmet til fra alle kanter af polynesien for at dyrke sukker, da det gror utrolig godt på Hawaii. Menneskene havde valgt at bosætte sig, og der var opstået behov for skoler og universiteter + arbejde til de studerende. Derfor var ideen om et polynesiske oplevelsescenter opstået, da alle de studerende rent faktisk repræsenterede de forskellige steder i polynesien. Man ville via centeret vise de forskellige kulture og traditioner. Det krævede 1100 personer at få stedet til at løbe rundt dagligt, hvoraf de 770 personer var studerende, der læste på legater og bagefter rejste tilbage til deres respektive øer med en uddannelse.

Catharina i fuldt Hawaii "udstyr",som hun havde købt i løbet af de sidstre par dage

24.jan - Girlpower, der surfer ved Honolulu

Der var rigtig mange ting, som vi gerne ville se her på øen Ohau, så der skulle igen vælges prioriteres. Det er jo bare endnu en god undskyldning for at vende tilbage en dag, når lejligheden byder sig.
På med badetøjet for nu skulle bølgerne på Waikiki beach afprøves, men indenda skulle vi have booket nogle aktiviteter til de kommende dage. Vi ville gerne svømme med delfiner, og der var kun 32 pladser per dag, hvor man kom rigtig ud og svømme med delfinerne. De eneste pladser, der var tilbage var om 4 dage dvs. sidste dag på Honolulu, så dem skyndte vi os at booke.

Hvor svært kan det være at surfe, når bare stilen er i orden. Vi fandt begge balancen rigtig hurtigt med hjælp fra vores træner, der satte os igang på de første par bølger

Så skal der padles for at få fart på og nå at fange bølgen

Catharina og vores træner venter på en god bølge til hende

 Aftenen inden havde jeg siddet om kigget i nogle kuponhæfter, hvor jeg var stødt på at man kunne lære at surfe for kun 35 dollars i stedet for 125 dollars (Catharina pga. enkeltlektion) og 60 dollars (hold med 8 personer). Vi fik booket en surfelektion til kun Catharina og jeg for bare 70 dollars, så der sparede vi igen 1000 dkr.

Det var rigtig hårdt at padle tilbage ud igennem bølgerne! Mine arme og brystmuskler var temmelig ømme de næste 2 dage. Catharina havde ingen problemer med ømhed i kroppen - hvorfor mon!

Morten og Jonathan blev på stranden imens vi blev undervist af vores egen private lære i 2 timer på bølgerne, og vi fangede hurtigt balancen så det var ikke så mange gange at vi røg i vandet, der var 24-25 grader varmt ligesom luften.

Catharina måtte en tur i vandet, da hun var ved at ramme denne surfer

23.jan - Waikiki beach Hawaii

Så var vi endelig kommet til Hawaii og sov i nogle rigtige senge, hvor madrassen ikke hele tiden går fra hinanden (madrassen i autocamperen var samlet af mange forskellige puder). Det var tid til afslapning og få lavet nogle lektier. Udsigten fra vores altan på 21 etage (bygningen var på 44 etager) var fantastisk, så her er lige et par billeder taget fra altanen, og på 6.etage var der en stor svømmepool og meget varm spa, som vi selvfølgelig fik afprøvet et par gange.

Waikiki beach kun 10 min. gang til vandet

Golfbanen, det var sjovt at følge med fra altanen, hvor de forskellige slog hen

Kanalen mellem vores hotel og golfbanen. Kanalen hedder Ohana og betyder rent vand, men er egentlig kun kloakvand fra byen og bjergene, så man kan ikke svømme i kanalen, men kun ro, hvad den også er perfekt til, da kanalen er lang og lige.

Temperaturen var 25-30 grader, men heldigvis køligere nede på gadeplan. Nu var det blevet tid til at udforske Honolulu og få købt endnu en kuffert, så vi kunne få udnyttet vores vægtkapacitet fuldt ud, når vi skulle flyve. I den ene taske var der nemlig kun plads til 13 kg og vi måtte medbringe 23 kg. Overvægt ville koste 750 kr, men det var der råd for så vi fik købt en kuffert til 250 kr på tilbud.

Jeg havde læst om "shave ice", der er en specialitet her på Hawaii. Det er is, der er skåret af fra en isklump, hvor der bliver tilsat forskellige smagsvarianter - 3 varianter giver nogle flotte regnbuefarver.

Waikiki beach med "diamond head" (uddødt vulkankrater) i baggrunden er kåret til top-10 bedste strande i verden. Der var rigtig mange mennesker, men det var også en fin sandbund med gode bølger til at surfe i.

Bjerget man kan se i baggrunden hedder "Diamond head"

Selvom der var et lille køkken i lejligheden, så valgte vi at gå ud og spise. Børnene blev ellevilde, da de hver fik en trilliondollars-seddel af tjeneren, nu var de blevet millionærer og kunne købe alt det de ille! Vi spurgte om de kunne se vandmærket på sedlen, men det manglede - øv, øv og atter øv.

22.jan - stop flyveren til Hawaii

Sidste aften på New Zealand havde vi set endnu en smuk solnedgang, og det var lidt mærkeligt at skulle pakke hele autocamperen sammen, som nu havde været vores hjem de sidste 35 dage. Sikke nogle oplevelser, som nok først synker til bunds hos os, når vi læser denne blog et par gange.

Glemte lige at nævne at jeg stadigvæk er ubesejret i pirat-minigolf til resten af familiens store ærgelse, men de må jo bare øve sig i at slappe lidt mere af, når de spiller golf!

Tidligt op og afsted for at aflevere autocamperen et par kilometer fra lufthavnen. Det gik smertefrit og vi var i lufthavnen godt 2 timer før afgang. Køen til checkin var dog enorm, og vi fik udfyldt diverse papirer undervejs. Endelig efter 1 times tid blev det vores tur.  Rejsen var booket i "Frøkov", hvilket er børnenes mellemnavn, så hun måtte lige hen og tjekke om de kunne flyve med. Det har ellers ikke været noget problem tidligere. Den ene kuffert vejede 3 kg for meget, så ud med børnenes regntøj (det var alligevel utæt og et par størrelser for småt) og shampooen, så var den klaret.

De mange Maersk containere ved havnen i Auckland var noget af et syn, her på den anden side af jordkloden

Hun spurgte om vi havde visum til USA, men det skulle vi ikke have ifølge rejsearrangøren og diverse papirer. Nå, men når man ikke havde visum, så skulle man have et "ESTA" (indrejsetilladelse). Der var nu 50 minutter til vores fly + kø ved servicedesken, hvor de lavede disse "ESTA". Hvert ESTA tog 5 minutter at lave og de meldte over højtalerne at checkin til vores fly blev lukket om 5 minutter, så vi nåede måske ikke vores fly til Hawaii, selvom de havde ringet rundt og arbejdede på at lave disse papirer elektronisk til os. Da de endelig var lavet, så var manden der skulle tjekke os ind gået, så de måtte kalde en mand til at tjekke os ind endnu engang, for der var nu noget med at børnenes ESTA var lavet i "de Murashkin" og de var tjekket ind under "Frøkov". 

Vores kufferter blev tjekket ind og kørt igennem til specielbagage, hvor der på den anden side stod en vogn og ventede på dem. Vi blev eskorteret igennem "VIP"- checkin, der bare lige var en elevator op. Hver gang vi kom til et nyt kontrolpunkt ringede de videre til det næste og sagde at vi skulle igennem hurtigst muligt. Ved security kontrollen blev Morten standset, da remmene i rygsækken skulle kontrolleres, imens børnene og jeg gik mod gaten. Vi havde alle rygsækkene fyldt til bristepunktet med hver 7 kg (børnene vejer kun 33 kg) for at undgå at betale overvægt. Jeg var iført en lang kjole + vandrestøvler, der nu kom ud på en løbetur. Efter vi havde kommet op ad en trappen, så erklærede Jonathan at han ikke kunne løbe mere, så Morten måtte få rygsækken til samlingen af tasker. Vi nåede vores fly, og var godt forpustet da vi nåede frem uden at være de sidste. Jonathan erklærede at næste gang vi skulle flyve, så ville han godt stå tidligere op, så han ikke skulle løbe så meget:) 

I lufthavnen ved Honolulu på Haewaii, der stod vi også i kø i 1 times tid for at få taget vores fingeraftryk for at komme ind i landet, så da vi endelig nåede frem til vores hotelværelse kl.22.00  var vi godt trætte efter en lang dag, der havde startet kl. 7.00. New Zealand airlinies skal dog have ros for deres sikkerhedsfilm, der var lavet meget humoristisk med figurerne fra "Ringenes herre", hvor Gandalf var kaptajnen omgivet af elver, dværge, gollum og hobitter (børnene).

21.jan - Auckland, America's cup og isbar

Fordelen ved at have kørt rundt i Aucklands gader dagen før var at nu havde vi styr på hvor der var ensrettet + hvor vi skulle hen. Vi var heldige at få en parkeringsplads lige ved siden af det "maritime museum", hvor man også havde placeret en af de mange både, der havde sejlet "Americas cup" på land.

På museumet var der både i alle afskygninger lige fra de kanoer, som polynesierne krydsede stillethavet med til dampskibe og flere "America cup" både.

Det var med denne båd (Black Magic) at skipperen "Blake" besejrede amerikanerne i 1995, og vandt den eftertragtede pokal til New Zealand

Alarmen på mobilen indikerede, at det var tid til at putte flere penge i parkometeret for vi havde allerede brugt de første 3 timer på at se udstillingerne, der var meget imponerende.

Egentlig var det frokosttid, men tørsten havde også meldt sig, så vi valgte at gå på en "isbar". Herinde var alt lavet af is dvs. både stole, borde, bar, glas og airhockey (der var blevet til ishockey). Vi fik nogle mocktails, og opvasken klarede man ved at lade sit glas glide hen ad en sliske, og ned i en spand hvor glasset gik i stykker.

Temperaturen inde i isbaren var kun minus 7 grader og ingen vind, så det va ganske varmt! De andre gæster havde handsker på, og kiggede mærkeligt på os fordi vi havde taget dem af + var i shorts.

Tid til lidt afslapning ved vandet på disse dejlige solsenge, der lige var stillet frem!

På havnen lå der en del større både, så en stor dansk båd på 50 fod ville ligne en jolle sammenlignet med disse både. Der var hele 5 sallingshorn (tværbjælker på masten), hvor de store danske både kun har 2 sallingshorn.

Auckland bridge i baggrunden. Denne båd var ved at få taget masten af.

Aucklands nummer 1 attraktion er dette tårn, hvor man kan komme op og nyde udsigten. Det sprang vi dog over for vi har efterhånden været oppe i en del tårne.

20.jan - Kauri træer + 1/2 ironman

Dagene i New Zealand var ved at være talte, og vi skulle rejse videre om kun 2 dage. Tiden var bare fløjet afsted både på syd- og nordøen. Idag var det tid til at se det sidste af det store museum om "kauri-træer", der vokser på den nordlige del af nordøen.

Tid til lidt hygge inde i en stamme på et kauritræ, som var utrolig blød og lækker at sidde i.

Det specielle ved kauritræer er, at de bliver utrolig høje og har en diameter på 4-8,5 meter, så det er nogle ordentlige krabater. De første 17,7 meter er der ingen grene på træet, men til gengæld har det en stor trækrone. Træet bliver også kaldt for træernes konge, og er meget eftertraktaten, da der kan blive nogle "fornuftige" hele planker til f.eks. bordplader ud af den samme stamme.

Harpiksen fra kauritræerne er ligeledes meget eftertragtet, så derfor skære man nogle gange nogle stor huller i træet, så det begynder at "bløde". Når harpiksen er størknet bliver det til den fineste harpiks. For bare 200 år siden lå der rigtig meget rav for fødderne af træerne eller det var gemt under jorden.

På skoene sidder, der en slags søm, så skovarbejderne kan gå frit op og ned i træet. De blødende sår på træet heler efter nogle måneder, når harpiksen er størknet og faldet ned på jorden.

Den største samling af rav i hele verdenen fandtes på dette museum, og samlingen var virkelig imponerende

Folk valfartede til for at fælde træerne, hvilket var noget af et arbejde, men endnu større at få det transporteret ud af skoven, der ofte var temmelig ufremkommelig.

Dette træ er relativt ungt, da det kun er 900 år gammelt

På museumet var der en udgave af datidens motel i fuldstørrelse, hvilket var ganske livagtigt med dukker på de forskellige værelser. Udenfor muesumet stod den gamle skole, som havde været anvendt helt op til 1973 stadigvæk. Der var samtidig et helt regelsæt for lærerinder:

• Ikke køre i bil med andre mænd end sin far eller bror
• Ikke gifte sig i løbet af skoleåret
• Ikke rejse udenfor byen med mindre, der var givet en skriftelig tilladelse
• Ikke have mandelige bekendtskaber
• Skulle opholde sig i sit eget hjem fra kl. 20-06 medmindre det var et besøg i forbindelse med skolearbejdet
• Hun skulle møde en time før eleverne for at tænde op i kakkelovnen, feje gulv hver dag og skure gulvet mindst en gang ugentligt på skolen

Jonathan erklærede straks, at det ikke var et job for ham, og at det ikke måtte have været særlig sjovt at være skolelære. Turen gik videre til Auckland, hvor vi ville se det "maritime museum", men efter at have kørt rundt i 30-45 minutter i de ensrettede gader + diverse afspærringer pga. aholdelse af en halv ironmand opgav vi. Det var ligeledes en udfordring at komme ud af byen igen, da deres motorveje og afkørsler krydser hinanden på alle leder og kanter og er på 6 spor af gangen, så det gælder bare om at holde tungen lige i munden, og hele tiden være lidt foran gps'en.

19.jan - Et slag golf og tikkende ure

Vi var efterhånden blevet gode til at sove længe og komme sent i seng, men den gik ikke idag. Vi havde reserveret tid på den lokale golfbane i Whangerei og skulle være der kl.8.15, så vi kunne nå at slå ud før 15-20 koreaner, der skulle spille kl.8.30. Børnene og jeg valgte at udfordre de sidste 9 huller på banen, da den var mere kuperet, imens Morten "passede" på autocamperen under dynerne. Det var igen samme pris, at leje en bil som at leje 2 vogne, så med stor jubel steg vi alle 3 ind i bilen.

Egentlig må børnene ikke køre bilen, men de skiftes til at køre fra bold til bold, da vi havde hele banen for os selv. Et af hullerne var utrolig idyllisk, og der kunne man sagtens have holdt picnic ved søen, som de selvfølgelig havde lagt lige, der hvor man skulle skyde ud. Skød man for langt røg man enten op i skoven eller i en sandbunker. Jeg må da også indrømme, at efter en mislykket andejagt med 2 golfbolde i søen, så valgte jeg at gå uden om, for min boldration var snart opbrugt til stor fornøjelse for de meget lattermilde børn jeg havde taget med på dagens golfrunde.

Det var helt mærkeligt, at vi klokken kun var 11 og vi havde allerede spillet golf. Så vi smuttede lige forbi centrum i byen. Her mødte vi bla. butikken "danske møbler", der solgte dansk design (nok 20-30 år gammelt, men ejet af danskere). Vi besøgte museumet "Claphams ure". Indenda havde vi lige tjekket klokken på det store solur foran museumet, som faktisk viste sig at virke, for viserne havde flyttet sig en times tid, imens vi var inde i muesumet. Det var lidt af en gåde for børnene, men de skal også have lidt at tænke over.

Clampham var egentlig kendt for sine skorstene, som han havde dekoreret med alle mulige figurer. Urerne var en samling han havde startet. Fællesnævneren for urerne var at der skulle være en eller anden form for tvist/humor i dem, når de gik eller slog hele/ halve slag.

Clampham blev snart verdensberømt. Han var meget gæstfri og elskede at underholde sine gæster med et spil tennis, svømmetur og så selvfølgelig massere af vittigheder. Ofte så skulle der indkaldes ekstra familiemedlemmer til at hjælpe med at få lavet mad m.m til alle hans gæster, så der har været et leben på gården, der lå lidt nord for Whangerei oppe ved golfbanen.

I gamle dage var et ur kun forbeholdt de rige, da de var meget svære at lave. På de fleste ure var der kun en time-viser. Dem der havde lidt flere penge havde så råd til at få en minut-, sekund- eller datoviser på uret.

Næste stop sydpå var kun et par kilometer til fabrikken, der fremstillede ure af kauritræer. De havde nogle utrolig flotte ure, og vi håber på at vinde et ur i januarsmåned lodtrækning. Alt det kauritræ, der blev anvendt på fabrikken var minimum 1500 år gammelt, så det var en del. Vi fik købt endnu en unik souvenir udskåret i kauritræ (koru, betyder et nyt liv og har form, som en bregne inden den springer ud).

Klokken var efterhånden blevet mange, så vi måtte videre hvis vi skulle nå ned til museumet, der fortalte kauri-træets historie. Vi nåede at se en del på 1,5 time, men fik lov til at vende tilbage den efterfølgende dag. Solnedgangen var ikke så ringe endda ude på landet.