22.jan - stop flyveren til Hawaii

Sidste aften på New Zealand havde vi set endnu en smuk solnedgang, og det var lidt mærkeligt at skulle pakke hele autocamperen sammen, som nu havde været vores hjem de sidste 35 dage. Sikke nogle oplevelser, som nok først synker til bunds hos os, når vi læser denne blog et par gange.

Glemte lige at nævne at jeg stadigvæk er ubesejret i pirat-minigolf til resten af familiens store ærgelse, men de må jo bare øve sig i at slappe lidt mere af, når de spiller golf!

Tidligt op og afsted for at aflevere autocamperen et par kilometer fra lufthavnen. Det gik smertefrit og vi var i lufthavnen godt 2 timer før afgang. Køen til checkin var dog enorm, og vi fik udfyldt diverse papirer undervejs. Endelig efter 1 times tid blev det vores tur.  Rejsen var booket i "Frøkov", hvilket er børnenes mellemnavn, så hun måtte lige hen og tjekke om de kunne flyve med. Det har ellers ikke været noget problem tidligere. Den ene kuffert vejede 3 kg for meget, så ud med børnenes regntøj (det var alligevel utæt og et par størrelser for småt) og shampooen, så var den klaret.

De mange Maersk containere ved havnen i Auckland var noget af et syn, her på den anden side af jordkloden

Hun spurgte om vi havde visum til USA, men det skulle vi ikke have ifølge rejsearrangøren og diverse papirer. Nå, men når man ikke havde visum, så skulle man have et "ESTA" (indrejsetilladelse). Der var nu 50 minutter til vores fly + kø ved servicedesken, hvor de lavede disse "ESTA". Hvert ESTA tog 5 minutter at lave og de meldte over højtalerne at checkin til vores fly blev lukket om 5 minutter, så vi nåede måske ikke vores fly til Hawaii, selvom de havde ringet rundt og arbejdede på at lave disse papirer elektronisk til os. Da de endelig var lavet, så var manden der skulle tjekke os ind gået, så de måtte kalde en mand til at tjekke os ind endnu engang, for der var nu noget med at børnenes ESTA var lavet i "de Murashkin" og de var tjekket ind under "Frøkov". 

Vores kufferter blev tjekket ind og kørt igennem til specielbagage, hvor der på den anden side stod en vogn og ventede på dem. Vi blev eskorteret igennem "VIP"- checkin, der bare lige var en elevator op. Hver gang vi kom til et nyt kontrolpunkt ringede de videre til det næste og sagde at vi skulle igennem hurtigst muligt. Ved security kontrollen blev Morten standset, da remmene i rygsækken skulle kontrolleres, imens børnene og jeg gik mod gaten. Vi havde alle rygsækkene fyldt til bristepunktet med hver 7 kg (børnene vejer kun 33 kg) for at undgå at betale overvægt. Jeg var iført en lang kjole + vandrestøvler, der nu kom ud på en løbetur. Efter vi havde kommet op ad en trappen, så erklærede Jonathan at han ikke kunne løbe mere, så Morten måtte få rygsækken til samlingen af tasker. Vi nåede vores fly, og var godt forpustet da vi nåede frem uden at være de sidste. Jonathan erklærede at næste gang vi skulle flyve, så ville han godt stå tidligere op, så han ikke skulle løbe så meget:) 

I lufthavnen ved Honolulu på Haewaii, der stod vi også i kø i 1 times tid for at få taget vores fingeraftryk for at komme ind i landet, så da vi endelig nåede frem til vores hotelværelse kl.22.00  var vi godt trætte efter en lang dag, der havde startet kl. 7.00. New Zealand airlinies skal dog have ros for deres sikkerhedsfilm, der var lavet meget humoristisk med figurerne fra "Ringenes herre", hvor Gandalf var kaptajnen omgivet af elver, dværge, gollum og hobitter (børnene).