søndag den 20. januar 2013

15.jan - Brændende sand ved hot water beach

Vi havde igen overnattet ude i skoven sammen med en masse "sandflies", der er nogle små irriterende insekter (halv størrelse af myg), men når de stikker, så klør deres bid en uges tid efter. En stille dag hvor vi ikke skulle køre så langt - kun op til "Cathedral Cove", der er en berømt klippeformation man kan gå igennem og bade ved.
Hvem tør stå i længst tid ude i vandet, når bølgerne kommer væltende ind?
Cathedral Cove

Turen ud til hullet gik igennem noget flot natur. Vi måtte dog gøre et holdt, da der kom en ordentlig regnskylle. Folk, der ikke var nået at komme i læ var gennemblødte, men det var imponerende at "se" at sigtbarheden  på ingen tid forvandlede sig til under 50 meter med efterfølgende opklaring ud over bugten.

Vi fik tjekket ind på en campingplads, hvor vi forventede at internetforbindelsen burde være god, men på disse kanter af landet var der overhovedet ingen dækning ifølge ejerne af pladsen. Vi skulle senere ned på stranden for at grave vores egen "hot water pool", når tidevandet var lavest dvs. kl.16.40 +/- 2 timer på denne dato. Inden vi kom på stranden blev vi mødt af dette skilt med at vi skulle passe på det varme vand (63-65 grader), så det lød jo lovende for vores kommende "hot water pool".

Vi vandrede ned til stranden omkring kl.15 for så kunne vi vel få stranden for os selv, men der blev vi mødt af 2-300 andre mennesker, der gravede efter varmt  vand. Det må have set lignende ud, da guldfeberen rasede i gamle dage.

Børnene gik fulde af energi igang med at grave efter "varmt vand" til deres egen private pool. Der blev gravet mange huller i sandet, og efter ca. 15 minutter så foreslog Morten, at vi i stedetfor gik lidt længere ned af stranden for at kaste os ud i bølgerne. Jeg skulle lige have 5 minutter mere og så gik vi. Lidt væk fra hoben af mennesker var der nogle, som gravede og det røg lidt fra deres sand. De havde fundet en termisk hotwater åre under sandet.
Bag Catharinas hoved kan man ane bobler i sandet, det er varmen der stiger op
Nu blev der kaldt forstærkninger til og der blev gravet på livet løs. Jeg havde tidligere sagt, at jeg nok skulle sørge for at bevare overblikket, hvis de andre bare gravede. Morten kæmpede med sandet og tidevandet, der var begyndt at komme ind, for vi var begyndt at grave ret tæt på vandkanten i forhold til de 2-300 andre. Catharina knoklede løs med skovlen inde i selve poolen, imens Jonathan lå i poolen og afrapporterede om vandtemperaturen var stigende eller faldende. Alt i alt en god arbejdsfordeling, hvis jeg selv skal sige det! Morten endte med 2 vabler i hænderne og Catharina en øm ryg de næste 2 dage.

Da mændene, som man kan se på billedet ovenover stopppede med at grave, så forsvandt deres "hot pool" i løbet af 2 minutter pga. bølgerne, der kom ind med tidevandet
Sandet foran poolen var så varmt, at man brændte fødderne hvis man blev stående mere end 5 sekunder af gangen, og der kom røg/ damp op fra sandet. Næste morgen inden vi kørte videre skulle vi lige et smut forbi for at se til vores pool, der nu lå et par meter under vandet. Genialt af naturen at slette alle sporene fra hotpoolsene dagen før, så nye mennesker kunne få fornøjelsen hver dag.

1 kommentar:

  1. I love the pool the kids created, it looks wonderful at Cathedral Cove. You should all be in an advertisement for New Zealand, you're making it looks really lovely there:)

    Love Maggie

    SvarSlet