onsdag den 9. januar 2013

5.jan - Kaikoura, pas på søløven Morten

Solen skinnede fra en skyklar himmel og vi kunne høre havets brusen fra vores bil. Jonathan ville lige over til hvalcenteret igen, da han gerne ville købe en kaskelothval til sin samling af souvenirs. Bølgerne var imponerende, og vi fik Catharina til at være model ude i vandet.

Da den første bølge ramte hende fik hun et chok for vandet var koldt (15 grader), og vi andre var på land. Det skulle være nogle ordentlige billeder, så Morten blev overtalt til at stille sig  ud i vandet. Denne gang gik det betydelig lettere end for nogle dage siden, men vandet var jo også varmere, og det havde været godt for hans blodomløb/ kuldeskræk! Det endte selvfølgelig med at en lidt større bølge skyllede ind, så Catharina var ved at miste balancen og blev våd til op midt på maven, imens Morten fik våde shorts, da han skulle gribe fat i hende, så hun ikke røg med bølgen ud

På hvalsafarien havde de fortalt, at man kunne se søløver nede i bugten, så der måtte vi selvfølgelig hen. Søløverne lå og slikkede sol, så man kunne sidde på en bænk kun 3-4 meter fra dem. Morten ville tage et billede af børnene, men opdagede ikke endnu en søløve, der lå godt kamoufleret på en sten bag ham, så han var lige ved at træde den i hovedet. Heldigvis opdagede han søløven i sidste øjeblik, da han kun var 0,5 meter fra søløven. Flere steder er der sat skilte op, om at man skal holde sig i passende afstand fra søløverne, da de godt kan lave alvorlige skader på mennesker. De er hurtigere end man regner med på land og især på sten, er de hurtige.


Dagens køretur gik nordpå, da vi snart skulle sejle videre til nordøen. Her mødte vi flere søløver, som lå og solede sig eller forsøgte at passe på deres nyfødte unger.

Dette skue kunne vi have set på hele dagen, men måtte videre til et sandt paradis (campground ude i naturen). Vi parkerede autocamperen med udsigt ud til vandet og nordøen. Her er nogle 360 grader billeder af stedet, hvor vi overnattede.




På vores aftentur langs med vandet fandt vi noget jade (tror vi nok).

Det var jo ikke en campingplads, men børnene fandt en hel masse grene, som straks blev til diverse våben,  de kunne slås med. På dette idylliske sted mødte vi hele 3 autocampere fra Jylland (de havde parkeret deres campere, som en trelænget gård), som fulgtes ad rundt på ferien.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar